Preben Staun

Home/Tilflytter/Preben Staun

Vildbjergs Fremtid

Tidligere formand for Vildbjerg Borgerforening, Preben Stauns, Drømme vedr. Vildbjergs kvaliteter og fremtidige udvikling, samt byens rolle i fremtidens Herning Kommune

My Dream

Vi har alle vore drømme om mange forskellige forhold, og drømme kan blive til virkelighed, når vi gør en indsats for at føre dem ud i livet.
Jeg har mange drømme om og visioner for den by, jeg lever i – Vildbjerg.
Drømme jeg ikke kan udleve alene, men som kræver, at vi er mange, der arbejder med tingene i fællesskab.

  • Jeg drømmer om, at Vildbjerg fortsat vil udvikle sig som by; således at vi også fremover vil kunne tiltrække nye indbyggere – gerne familier med børn.
  • Vil være klar til den udvikling byggeriet af Storsygehuset i Gødstrup vil føre med sig for hele området. Med vores tætte beliggenhed i forhold til Gødstrup, gode infrastruktur, gode institutioner, et driftigt handelsliv og et meget innovativt erhvervsliv skal vi være et oplagt valg for tilflyttere til området.
  • Vil blive den mest spændende og iøjnefaldende af Herning Kommunes centerbyer; således, at vi naturligt vil være nr. 2 by i kommunen.
  • Fortsat vil være et godt sted for børn og unge at vokse op; med gode daginstitutioner og skoler – såvel gode faciliteter som engagerede og motiverede medarbejdere – og fritidstilbud i topklasse. Det er vigtigt, at der til alle børn og unge er inkluderende foreningstilbud, uanset om man er til sport, spejder, musik, kirkeligt arbejde eller hvad man nu har af interesser. Foreningslivet giver mulighed for sociale relationer, opdragelse til demokrati, kompetencer og ikke mindst glæde, da vi i foreningsaktiviteten skal have det sjovt.
  • Fortsat vil have idrætsfaciliteter i topklasse. Vildbjerg Sports- og Kulturcenter er et fremragende samlingssted i byen, men det skal fortsat udvikles og udbygges for at efterkomme fremtidens krav og forventninger.
  • Også i fremtiden vil være kendt indenfor og udenfor landets grænser for Vildbjerg Cup. Dette byens ”Fyrtårn” som respekteres og roses alle steder, og som først og fremmest er noget, fordi hele byen står samlet herom; skal også fremover være vort vartegn.
  • Også vil være et godt sted at blive voksen og ældre. Et rigt foreningslivs varierede tilbud skal skabe noget for alle aldersklasser. Kommunens tilbud til de ældre skal prioriteres højt; således, at alle kan føle sig trygge, når de har forladt arbejdsmarkedet.
  • Vil blive byen, der bliver kendt for; at her vil de unge, der er rejst ud for at få en uddannelse, gerne komme tilbage og leve resten af deres liv.

Ja – jeg kunne blive ved; fordi jeg er så overbevist om, at Vildbjerg rummer alle muligheder for at få en central placering i fremtidens Herning Kommune. Vi har et rigtig godt udgangspunkt, og ikke mindst har vi en fælles vilje til i fællesskab, at løfte de opgaver der ligger foran os.

Denne vilje og fællesskabet er de stærke kræfter i mine drømme!

Lad os stå sammen om at løfte opgaven!